2024-07-29 – Hot summer i Farsø
Så blev det Juli igen, og det betyder “Hot Summer” i Farsø. Aalestrup Classic var igen i år inviteret til at udstille til arrangementet, og det var der rigtig mange, der benyttede sig af. Der var høj solskin hele dagen, så allerede fra kl 16.30 begyndte de forskellige køretøjer at ankomme. De første begyndte med at parkere ved lille torv, derefter ved store torv, og så ud af sidevejene fra torvet. Det blev til 66 biler, 1 lastbil og 15-20 motorcykler og knallerter. Når man havde fået sit køretøj parkeret, skulle man over til Lene efter sin spisebillet, og der var flere forskellige ting at vælge imellem. Blandt andet tarteletter eller helstegt gris med flødekartofler. Der var rigtig mange mennesker til at kigge på alle de flotte køretøjer, og det betød også, at der var rigtig mange mennesker til at spise, så der var rift om de mange borde og bænke, der var sat op. Folk nød det gode vejr, så de sad længe og hyggede sig og snakkede med hinanden. Der var også hele tiden mange mennesker, der gik rundt og kiggede på køretøjerne, og så var der en klovn til at underholde børnene, så de ikke skulle kede sig. Han sluttede sin forestilling af, med at give børnene is, så det var rigtig vellykket. Der var også mange mennesker nede i centret, for der var mange af butikkerne, der havde gode tilbud den aften. Omkring kl 20.00 kom bageren på en gammel veterantraktor med sin vogn, hvorfra han solgte nybagte rundstykker og kager. Der blev hurtigt udsolgt, men så kom de heldigvis med friske forsyninger. Det var en rigtig hyggelig aften, og vi kommer gerne igen til næste år.
Anita Laursen