2023-10-14 - Løvfaldstur

2023-10-14 – Løvfaldstur

Lørdag den 14. Oktober havde Anita og Jan Laursen arrangeret Løvfaldstur for biler og motorcykler. Der var 50 personer tilmeldt, men der var desværre lidt frafald, måske på grund af vejrudsigten, så vi endte på 44 personer, 23 biler og 2 motorcykler, hvilket var meget fint. Vi startede kl 8:30 med morgenkaffe i klubhuset, hvor der blev fortalt lidt om dagens program inden vi kl. ca. 9:15 startede på køreturen. Vi var ikke nået mere end til Gammel Hvam, før vi fik den første byge. Den var ret voldsom og med hagl, så vinduesviskerne i de gamle biler arbejdede på højtryk, så vi kunne se, hvor vi kørte. Regnen og haglen stoppede dog hurtigt igen, men generelt var dagen præget at flere kortvarige byger, men heldigvis kom de altid mens vi kørte, så der var vist ikke nogen, der blev våde (med undtagelse af de to modige på MC). Turen gik fra Aalestrup mod Møldrup, Bjerregrav, Klejtrup og Nørre Onsild. I Nørre Onsild drejede vi mod syd, således at vi kom ned mod Glenstrup Sø, som vi kørte nord om. Der var en flot udsigt ud over søen. Vi kørte videre gennem Fjelsted, som er meget speciel, idet vejen går gennem gadekæret, inden vi ankom til Mariager, hvor vi kørte ned på havnen og parkerede ved Saltcenteret. Der var arrangeret rundvisning i saltcenteret, og det var meget spændende at høre om, hvordan de udvinder salt. Man udvinder saltet fra den store salthorst, der ligger i undergrunden i området ved Hvornum uden for Hobro. Salthorsten ligger i en dybde fra ca. ½ km til ca. 5 km. Man borer ca. 1250 meter ned i salthorsten, og udnytter grundvandet til at skylle saltet ud af horsten, hvorefter det transporteres i et rør med en diameter på ca. 40 cm, hele vejen til fabrikken i Mariager. Der løber ca. 4 tons vand igennem hvert minut, og da vandet er mættet med salt, og derfor indeholder ca. 25% salt, udvindes der ca. 1 ton salt i minuttet. Efter vi have været rundt og se det hele, gik vi ud i sydehytten, hvor de lavede salt på gammeldags maner, med bøgebrænde under et stort fad. I sydehytten producerer man hver dag 4 kurve med salt, og da der kan være ca. 10 kg salt i hver kurv, bliver det til ca. 40 kg om dagen og ca. 15 tons om året. Nu nærmede tiden sig middag, og Jan havde lavet aftale med Max fra Mariager Handest Veteranjernbane om, at vi kunne få lov at sidde i jernbanevognene, og spise vores medbragte frokost. Under frokosten kom Max rundt og fortalte lidt om foreningen bag veteranjernbanen, og om vognen vi sad i. Det var virkeligt flot af dem, at de ville lade os spise i deres vogne. Efter frokosten gik vi udenfor, hvor Max viste rundt blandt de mange motorvogne, som foreningen råder over. Herefter gik vi videre ind i værkstedet, hvor de også havde nogle motorvogne til at stå, herunder den berømte “Hadsund Peter”. “Hadsund-Peter” er oprindeligt bygget af Scandia i Randers i 1926 på licens fra Deutche Werke i Kiel, så derfor kaldes vognen ofte for en Kielervogn. Vognen kørte i de første 26 år på Sydfyn under navnet MB 2, og i 1952 blev den solgt til Nordvestfynske Jernbane, hvor den kom til at køre mellem Odense, Middelfart og Bogense under navnet OMB Mh 6. I 1966 var det slut for privatbanerne på fyn, og vognen stod til at skulle skrottes, men der dukkede nyt arbejde op på Randers Hadsund Jernbane, hvor den kom til at køre, under navnet RHJ M 4, indtil 1969, hvor Hadsundbanen lukkede. Herefter kom den til Mariager Handest Veteranjernbane, hvor den har stået stille indtil man i 1980 påbegyndte restaureringen. Arbejdet gik desværre i stå, da andre opgaver kom til, og den stod stille indtil 2020, hvor man påbegyndte restaureringen igen. Der er investeret omkring 15.000 arbejdstimer på vognen, og alle teaktræsbrædder har været afmonteret, og det bagvedliggende træværk repareret inden de på ny er monteret med ca. 4000 nye messingskruer. Vognen er Danmarks næstældste jernbanemotorvogn, og er nu efter mange års stilstand klar til at komme ud og køre igen. Mange tak til Max, fordi han ville åbne dørene og fortælle om arbejdet og køretøjerne. Det var virkeligt spændende. Efter rundvisningen overrakte vi et par flasker rødvin til Max, som tak for rundvisningen, og herefter fortsatte køreturen gennem Dania og videre mod Hadsund. Turen fortsatte gennem Hadsund og gennem skoven til Vive og Oue, hvorefter vi drejede fra mod Stinesminde. Fra Stinesminde kørte vi langs med vandet mod Høllet og videre til Bramslev. Det var egentlig planen at vi skulle have haft eftermiddagskaffen nede ved vandet ved Bramslev Bakker, men da vejret hele dagen, havde stået på flere byger, valgte vi blot at lave et lille stop og meddele, at vi kørte til klubhuset for at få kaffen. Der blev sagt farvel og tak for i dag, til dem der valgte at køre direkte hjem fra Bramslev, mens ca. halvdelen fortsatte turen til Aalestrup. Turen sluttede med eftermiddagskaffe i klubhuset. Tak til alle der var med, og tak til Anita og Jan for en fin tur.

Redaktøren