2012-08-09 – Norge – Torsdag den 9. August
Dag 3 skulle vi ned mod Rosendal, hvor vi skulle overnatte på Rosendal Turisthotel. Vi kørte langs Hadangerfjorden, og det var en rigtig flot tur. Første stop var ved et flot vandfald Steindalsfossen. Det er et vandfald, som man kan gå ind under, og det var ganske flot og spændende. Dernæst kørte vi ned til færgen til Jondal. Da vi kom over med færgen fandt vi ud af, at vejen endnu ikke var færdig på vej syd på. De arbejdede stadig på tunnellen, så vi havde to valg. Enten sejlede vi tilbage, men det var for pinligt, så vi valgte at køre nord på igen omkring den halvø vi var på. En lokal sagde, at det var nogle små veje, og det havde han bestemt ret i. Det viste sig at være en fantastisk tur, på så små veje, at der kun var plads til en bil, så vi skiftes til at holde igen, når vi mødte nogle modkørende. Det var krævende som chauffør, da det hele tiden krævede fuld koncentration, men det var en super oplevelse og en fantastisk flot natur. Vi kom bl.a. igennem en 11 km lang tunnel, og forbi et stort (bredt) vandfald, hvor vi fik taget et gruppefoto. Lige inden vi ankom til hotellet i Rosendal, begyndte det at regne lidt. I øvrigt det eneste regn vi fik på turen. Nogle af os spiste på hotellet, og andre fandt et sted i byen. Det var en hyggelig aften, og jeg tror at alle nød opholdet på hotellet. Rosendal Tursithotell er et hyggeligt lille hotel, som jeg varmt kan anbefale.