2014-12-10 – Julefrokost
Julefrokosten plejer altid at være et tilløbsstykke, men denne gang var der 12 pladser ledige. Hvorfor vides ikke, men formanden mente, at det var fordi han ved en fejl, var kommet til at bestille grønsagstærte, og at det havde skræmt nogen væk. Der var som sædvanligt pyntet fint op med røde duge og andet julegejl, så julerammerne var i orden. Stemningen plejer heller ikke at fejle noget, og på trods af det mindre antal personer, så gjorde den selvfølgelig heller ikke i år. Det plejer jo også at være til julefrokosten at Fiduspokalen bliver uddelt, men der var ikke nogen der havde gjort sig fortjent til den i år. I stedet fik vi udnævnt klubbens første æresmedlem. Der er ikke nogen kriterier, der skal være opfyldt for at man bliver æresmedlem, det er noget som bestyrelsen træffer beslutning om fra gang til gang. Bestyrelsen havde således besluttet, at vores mangeårige medlem Helge Thorup Pedersen, skulle udnævnes til æresmedlem, fordi han, trods hans høje alder, altid møder op, og er aktiv både i klubben og hjemme i værkstedet. Maden kom fra Hotel Hvide Kro, og det var noget dejligt mad vi fik. Pakkespillet er jo en brutal oplevelse, hvor ingen bliver skånet, og man skal skynde sig at glæde sig over sin pakke, inden den hurtigt bliver snuppet igen. Alt i alt igen en dejlig julefrokost med god stemning og god mad.