2015-10-10 – Løvfaldstur
Lørdag den 10. oktober 2015 var der arrangeret Løvfaldstur og 18 veteranbiler (heraf 1 lastbil) mødte superklare op til start ved Roum Forsamlingshus. Vi var vel ca. 40 tobenede og en enkelt firbenet deltager, der alle så frem til dagens køretur og oplevelser i det fine efterårsvejr. Lars, der havde arrangeret turen, startede med lidt praktiske informationer – herunder de meget vigtige detaljer om middagspause og kaffepause :o)
Turen gik ad små landeveje og skovveje, gennem det flotteste efterårslandskab – og spørg ikke, hvor vi var, for de fleste af os vil aldrig være i stand til at køre den samme rute igen. Den krævede virkelig lokalkendskab, men til gengæld fik vi set nogle steder, vi helt sikkert aldrig havde set før. Herunder hårnålesving og ”hårrejsende” dybe skrænter, som gav mindelser om bjergkørsel under sydligere himmelstrøg. Turens første halvdel endte ved Fussingø, hvor vi skulle spise vores medbragte mad, og hvor Lars havde arrangeret nogle konkurrencer for bilerne og deres førere. Det var noget med præcisionskørsel, og det faldt lidt forskelligt ud. Tror nok der både blev regnet flere meter forkert, og kørt lidt for tæt på både afmærkningspinde og Lars, og her nævnes ingen navne…
Eneste ”smutter” på denne del af turen var, at der manglede toiletter, så nogle af os måtte lige en tur bag en busk, fordi ”vandet stod lidt højt”. Men pludselig kom der en og fortalte, at der var toilet nede ved søen, og så fik ordet toiletvogn pludselig en helt anden betydning, fordi flere af de kvindelige deltagere hurtigt fik lokket nogen til at køre sig hen til toilettet i de forhåndenværende (veteran)vogne :o)
Turens anden halvdel gik fra Fussingø til Hald Hovedgård. Der var fine lokaler med borde/bænke, hvor vi kunne slå os ned og drikke vores kaffe med lækker hjemmebagt kage medbragt af turens arrangører. Snakken gik og undervejs blevet der også kåret en vinder af dagens konkurrence. Vinderen blev Martin, som blot kunne konstatere, at det med at vinde bare var et spørgsmål om at kunne køre bil :o)
Efter kaffen var det op til folk selv, om de ville gå en tur og se på området, eller turen gik hjem. Selv skulle vi hjem og passe børnebørn, men vi var nu også godt trætte og mætte af oplevelser, så vi vendte næsen nord på igen. På vejen kom vi forbi ”Den rullende koks cafeteria” – og hov, der var linket til klubbens næste begivenhed, stegt flæsk og persillesovs i klublokalerne onsdag den 14. oktober 2015.
Tak for en dejlig tur, både denne og andre ture, vi har været på i sommerens løb. Som nye medlemmer af klubben kan vi bare sige, at man bliver taget rigtig godt imod, så kom bare frisk, når den nye sæson med køreture starter igen i 2016.
Hilsen Ole og Ulla