2016-01-20 – Nimbus Klubaften – Den Transibiriske Jernbane
Onsdag den 20. Januar havde Himmerlands Nimbusklub inviteret os til klubaften, hvor der var foredrag med Benny Nielsen fra Silkeborg, der fortalte om at rejse med den Transibiriske Jernbane. Jeg havde ikke mere end fået mig sat ned, før der var en, der spurgte mig, om ikke jeg syntes det var upassende at møde op i den trøje, jeg havde på, Jeg havde bare taget den øverste trøje i stakken om morgenen, og havde overhovedet ikke tænkt på, hvilken trøje jeg havde fået fat i. Jeg kiggede ned, og så, at det var den trøje, jeg havde købt, da jeg var med klubben i USA, hvor vi var inde og se Harley Davidson fabrikken. Der var efterhånden mødt mange mennesker op, så det var varmt i klublokalet, så jeg skyndte mig at tage trøjen af. Jeg fandt aldrig ud af om hun virkelig mente, at det var upassende, eller det bare var sagt i sjov. Måden det blev sagt på, virkede som om hun mente det. Der var efterhånden mødt ca. 65 personer op, så der var fuldt hus, og vi måtte have de ekstra stole fundet frem. Ud over de lokale Nimbusfolk og Classic folk, var der også Nimbus folk fra Randers og Aalborg. Aftenen startede med en fællessang, hvilket jeg fornemmede var en tradition i Nimbusklubben, og egentligt meget fint. Ejner Noe havde guitaren med, så der var også musik til. Herefter gik Benny i gang med at fortælle om rejsen med den Transibiriske Jernbane. Det var en rigtigt interessant foredrag, hvor man tydeligt kunne mærke, at han havde lavet et stort stykke forberedende arbejde, med at klargøre billeder og notere oplysninger ned. Det var meget spændende at høre om de forskellige kulturforskelle og de forskellige lande/landområder, der blev passeret undervejs. Sådan en rejse er selvfølgelig ikke helt billig, men jeg syntes egentlig ikke, at det var så galt, da han nævnte prisen. Prisen var ca. 19.000 kr pr. person (de var 5 personer afsted), og dækkede fly til Moskva, hotel i Moskva, togrejsen, hotel i Bejing, fly til Philipinerne, hotel i en uge, og fly hjem. Efter foredraget var det tid til spørgsmål, og første spørgsmål gik på noget med nogen stelnumre på en Nimbus. Jeg syntes det var lidt upassende at starte ud med sådan et spørgsmål, når nu aftenen handlede om rejsen på den Transibiriske Jernbane, men Benny tog det helt roligt, og svarede pænt på spørgsmålet. Aftenen sluttede med overrækkelse af en gave til Villy Hjelm Pedersen for hans arbejde i Nimbus klubbens bestyrelse, som han fornyligt var stoppet med. Han fik et fint billede af ham selv på Nimbussen. Tak til vores venner fra Himmerlands Nimbusklub for indbydelsen og en god aften.
Redaktøren