2020-10-03 – Velo – værkstedsdag

Det var med stor forventning, at jeg lørdag den 3. oktober 2020 satte kursen op ad Aagade, og drejede til venstre henad Vandværksvej. Målet var Velofolkets første makkedag i Classicklubben. Klublokalet var varmt og hyggeligt, og Henrik havde så fint rettet an med kaffe, brød og pålæg i rigelige mængder. Stemningen var god, allerede da jeg trådte ind ad døren, og en munter og venlig snak slog mig i møde. Jeg blev modtaget med en venlig opfordring til at foretage en Covid-19 afspritning af hænderne, og så var der ellers dømt velkomstkaffe og Velo-snak. På storskærmen kunne man læse dagens program:

• 09:30 er der kaffe og rundstykker i klublokalerne.
• Efter kaffen går vi i værkstedet i kælderen og makker lidt Velo.
• Til middag er der grillpølser i klublokalerne.
• Efter middagsluren makker vi videre med Veloerne i værkstedet.
• Vi slutter af med kaffe og kage i klublokalerne i løbet af eftermiddagen.

Placeret ved bordet forsøgte jeg at danne mig et overblik. Der var 11 Velo Solex-interesserede mødt op. De fleste havde jeg mødt på tidligere ture, og kunne igen konstatere, at nogle havde kørt langt for at være med. Ham, der havde kørt længst, kom via Holstebro helt fra Fredericia. Det er ganske imponerende, så langt folk kører, for at mødes om denne mærkelige franske cykel med hjælpemotor. På vores ture er der kommet medlemmer fra Skagen, Gjøl, Hadsten, Djursland og mange andre fjerne destinationer. Måske er forklaringen ganske enkelt, at en Velo Solex er så let at transportere. Den vejer knapt 30 kg, og kan let placeres på en cykelkrog til bilen. Nimbussen har i tre årtier været min store veteraninteresse, og den har jeg kun enkelte gange transporteret på en trailer. Første gang da den skulle til syn, og senere led jeg et havari, hvor jeg ringede efter Villy Hjelm Pedersen, der velvilligt stillede op for at transportere os hjem. Men Veloen smider man med et snuptag på anhængertrækket, og det var der en del, der havde gjort denne makkedag. Andre havde maskinen med på traileren eller inde i bilen. Efter formiddagskaffe, med billeder på skærmen fra årets ture, blev vi budt velkommen og præsenteret for dagens program. Henrik havde tilbudt, at vi kunne benytte hans værksted til disse makkedage. Reglerne er enkle. Man kan medbringe en Velo med større eller mindre skavanker, og så er der ellers frit slag. Når arrangementet er slut, skal alle tage sin maskine med hjem. Da døren til værkstedet officielt blev åbnet, skal jeg da ellers lige love for, at der blev rullet ting og sager ind til liftene. Det meste af dagen blev der skruet, tjekket, justeret og analyseret på motorer. De fleste af os havde et eller andet “problem” med. I den lette ende var der et næsten fladt forhjul, der lige fik et kys af kompressoren. En ældre sag, der så ud til at have overvintret i Lerkenfelt Å i nogle sæsoner, blev rullet ind gennem porten med en rustrød anløben kæde i bagagebæreren. Så var der et par karburatorer, der skulle justeres lidt. Jeg fangede ikke rigtig ideen med disse karburatorprojekter, men jeg konstaterede, at der blev boret huller på strategisk vigtige punkter, hvorpå der blev fyldt efter med noget stærkt hærdende lim. Jeg hørte løsrevne kommentarer fra “karburatorgruppen”, som var svære at forstå for én, der hele sit liv har kørt på lovlige knallerter. Det var noget i retning af: “Det er vigtigt at slibe i bunden af topstykket”. “Det giver måske nok en bedre topfart, men til gengæld går det ud over bundtrækket”. “Jamen, det der stempel er jo slet ikke blevet hakket”. En anden gruppe var samlet omkring en trehjulet Velo Solex med et altoverskyggende problem. Den kunne ikke starte! Som det første kom benzinpumpen under lup, og da skruen til afgangsrøret på benzinpumpen blev løsnet, strømmede benzin lystigt ud, da motoren blev drejet rundt. Det var altså ikke her, problemet var gemt. Nu blev tændingssystemet underkastet en nærmere undersøgelse, og det viste sig hurtigt, at det var her, hunden lå begravet. Det var en fornøjelse på afstand at følge problemløsningen. Et par kompetente velo-mekanikere bistod med råd og vejledning, mens ejeren af maskinen selv fik lov at skrue. I løbet af de næste timer lykkedes det at få justeret tændingen, så gnisten slog på det helt rigtige tidspunkt, og “Voila”, motoren sprang i gang og summede lystigt. Jeg makkede med at skille en motor, som sad uhjælpelig fast. Hjælpen var der med det samme, og en af gutterne kom med en hjælpende hånd, og en kasse fyldt med specialværktøj. I samarbejde, og en times koncentreret indsats senere, lå motoren på værkstedsbordet i adskilte dele. Undervejs i adskillelsen, stødte vi på et par udfordringer, men straks stod nogen klar med råd og vejledning. Og værktøj skortede det ikke på. Henriks værkstedstavle var spækket med nøgler og skruetrækkere af enhver tænkelig art, og han havde gavmildt givet os lov at bruge løs af det. I værkstedet under klublokalet er der tre lifte, som hævede tre Velo Solex´er op i en fornuftig arbejdshøjde. Der var trykluft, varmeblæser, svejseapparat og alle tænkelige og utænkelige ting ved hånden, og for at det ikke skal være løgn, havde vi også adgang til et afretningskar og en ultralydsrenser. Summa – summarum, det var et eldorado for hobbymekanikeren. God plads til os alle, lys og god udluftning. Resten af formiddagen blev der skruet, boret, slebet og regeret efter alle kunstens regler. Stemningen var god og afslappet, og jeg oplevede utrolig megen hjælpsomhed og samarbejdsvilje rundt omkring ved de forskellige småprojekter. Sidst på formiddagen listede Henrik ovenpå og gjorde klar til det store varme “middagsbord” med pølser, brød, løg og dyppelse ad libitum. Snakken gik lystigt henover bordet, mens den gode mad blev fortæret. Efter middagspausen genoptog vi makkeriet i værkstedskælderen. Så vidt jeg kunne vurdere, fik alle løst de tekniske problemer, som man var mødt ind med. Stemningen og hjælpsomheden var stadig helt i top. Samtidig skortede det ikke på sjove kommentarer og et par små “beretninger fra det virkelige liv”. Velo Solexen fik mange kærlige ord med på vejen. En udtalte: “Det er en utrolig genial og enkel konstruktion”, og en anden var hurtig på replikken: “Hvorfor gøre noget nemt at skille ad, hvis man kan gøre det helt umuligt”. Der blev i sandhed ikke sparet på beskrivelserne i værkstedet denne mindeværdige lørdag. Ved kaffebordet og afrundingen af arrangementet var der bred enighed om, at dagen om muligt oversteg forventningerne. Rundt om bordet var der enighed om, at vi glæder os til næste gang, der inviteres til makkedag i Velo-afdelingen. På nuværende tidspunkt regner vi med et par gange efter jul, sandsynligvis i januar og marts.

Tak til alle, der mødte op, og var med til at gøre det til en god dag. Tak til Henrik for både et godt traktement, og for at du stillede dine fine værkstedsfaciliteter til rådighed.

Ejner Noe.