2020-08-01 – 50cc – Køretur fra Silkeborg
Knallertturen til Silkeborg og omegn var arrangeret af Ole Smed. Mit referat havde gemt sig i kladder, og det fandt jeg først ud af, da klubbladet udkom og der intet referat var i, så undskyld Ole, men bedre sent end aldrig, og nu mindes vi i stedet en rigtig dejlig sommertur. Vi var 27 kvinder og mænd, der tidlig morgen drog mod Silkeborg, for at køre tur i det flotte område omkring Silkeborg. Som sædvanlig var der nogle praktisk tænkende, der hurtigt organiserede kaffe og rundstykker, hvor det blot krævede, at vi meldte os til, smed en femmer og så var der kaffe og rundstykker. Så vi var en del, der vel ankommet til p-pladsen i Silkeborg, gik ombord i rundstykker, smør, ost, marmelade med mere. Da alle var behørigt affodret og knallerterne “pakket ud” startede turen med Ole som guide. Vi kørte ud af Silkeborg i det dejligste sommervejr, forbi Hjejlen og de andre kendte turbåde. Første pause var ved et lækkert sted, der hedder “De tre små fisk”. Det er en stor rasteplads med masser af shelters, toiletter, kiosk og legeplads. Der var masser af folk i alle aldre, så vi blev som sædvanligt hilst på, smilet til og fotograferet. Jeg, som er en friluftstosse, var specielt interesseret i sheltrene, hvoraf et af dem er lavet med en manuel loftlift, så handicappede også kan komme ud og overnatte primitivt. Foruden shelters var der også en del telte, og da det er gratis, ved jeg, at det er en meget besøgt plads hele året, og jeg mener også, der er ophalingsplads for kanoer. Et superhyggeligt sted med rigtig mange mennesker. Stig makkede lidt med hans røde Suzuki, der ikke opførte sig, som Stig ville, men ellers kom vi godt fra start. Videre af mindre veje forbi Laven, hvor vi igen havde motorstop. Godt for os andre, for der var god tid til snak, og til at nyde den smukke udsigt udover Julsø. Vi kørte gennem flere mindre byer og gennem skovstrækninger og rimeligt kuperede områder, hvor min bette Puch i hvert fald måtte slide i det. Tror også at flere andre havde lidt opstigningsproblemer. I Ry var vi nede omkring kanorastepladsen, og holdt en mindre pause der. Stig havde igen problemer med Suzukien, og det endte med, at han måtte fragtes hjem af følgebilen, som allerede havde en slukøret passager, så Stig sad på bagsædet og lignede virkelig en “slagen mand”, der var på vej til henrettelsespladsen, eller det, der var værre. Som I sikkert kan gætte udløste det jo en del mobberi. Vi andre klarede turen fint (sådan da), og endte hos en af Oles bekendte, hvor der var dækket op i carporten, og på grillen var der masser af pølser og brød klar til de sultne knallertfolk. Vi hyggede os med lækker forplejning (når Ole står for det, så mangler der intet). Efter spisning og hygge var det tid til at finde trailerne på rastepladsen ved Arena, og så vendte vi hjem. Trætte, mætte og fyldte med indtryk af en dejlig dag med flot natur og gode oplevelser. Åhhh måske ikke liiige Stig, og hans røde Suzuki.
Tak for turen Ole – Vi kommer gerne igen.
Bodil Jensen