2025-02-18 – Foredrag med Jesper Villumsen

Tirsdag den 18. Februar var der forderag med tidligere racerkører Jesper Villumsen fra Hobro, og det var der 39 personer, der var dukket op til. Jesper startede med at fortælle, at han altid har drømt om biler, så det var naturligt, at det var den vej, det skulle gå. Jesper er født i Askov ved Vejen. Byen er mest kendt for sin højskole, som er grundlagt i 1865, og som på den tid havde en vindmølle, der kunne lave strøm. Da det var de færeste huse, der på den tid havde indlagt elektricitet, så var der ingen, der kunne bruge strømmen. Istedet blev der lavet brint ud af den, og således havde Askov et af de første “Power-to-X” anlæg i verden længe før begrebet “Power-to-X” blev opfundet. Jesper er søn af en bager, så da han var barn kørte han rundstykker ud til kunderne om søndagen, og bagefter havde han en avis rute. Det kunne han jo lige så godt, når han alligevel var tidligt oppe. Senere kom han i lære som reservedelsekspedient hos VW, og købte en GoCart. Det var en rigtig konkurrence GoCart, som kunne køre omkring 120 km/t, og ikke sådan en som man har i GoCart centrene, som “kun” kan køre omkring 50 km/t. Jespers far kørte ham rundt til træning og konkurrencer, i deres bil, hvor der var efterspændt en combicamp, hvorpå de havde GoCarten. Mens Jesper trænede eller kørte konkurrence, tog faren ud for at fiske, og kom tilbage og hentede ham, når han var færdig. I 1971 købte han en VW bus, så han selv kunne køre rundt. Under et løb i 1972 opstod der noget, som Jesper kaldte dækkrigen. Modstanderne havde fået bredere dæk, og det gjorde, at han ikke kunne følge med dem, men under et regnvejrsløb, satte han et ekstra dæk på bagakslen, så han havde bedre vejgreb, med tre smalle dæk, end modtstanderne havde med to brede dæk, selvom de kørte på regnvejrsdæk. Det betød at han fik en 6. plads til DM i klasse A Junior. Arbejdsmæssigt skiftede han fra reservedelsekspedient hos VW til lagerforvalter hos Fiat. Italienerne hos Fiat har ikke samme system som tyske VW, hvor man ud fra reservedelsnummeret kan se, hvor på bilen reservedelen hører til. Det tog ham lidt tid, at vænne sig til den manglende systematik. Det var også på denne tid, at han skiftede fra at køre GoCart til at køre Formel Ford. Han havde selv lavet et karosseri til Formel Forden, og det blev lavet af glasfiber ude på bagerens græsplæne. I 1975 tog han til Sverige for at lære om fart, da de derovre havde baner, hvor man kunne køre rigtig stærkt. Det var der ikke rigtig mulighed for på banerne i Danmark. Senere på året tog han til Zandvoort i Holland, da han havde fået international licens, og dermed måtte køre i udlandet. Han fik en 14. plads ud af de 30 biler, der var til start, og ud af dem, var der kun 2 danske teams. Efterfølgende kom han tilbage til Danmark, og fik en 4. plads på Ring Djursland. Sæsonen blev afsluttet med et motorhaveri, og med at lede efter nye sponsorer. 1976 sæsonen startede med fortsat at lede efter nye sponsorer, da der jo skulle købes en ny motor. Han hentede en ny motor i England i en Fiat 127, og på vejen hjem pegede forlygterne på Fiaten lige op i luften, på grund af vægten af den nye motor i bagagerummet. Det var også denne sæson, at han begyndte at skrive alle data på bilens opsætning ned for de forskelige baner, da han mente at de ville komme ham til gavn senere. I Juni 1976 kommer han på sejrsskamlen for første gang, med en flot 3. plads. Ved DM fik han sin første sejr, da de to favoritter generer hinanden så meget, at Jesper kan køre forbi dem, og tage sejren. I 1977 fik han en spritny bil leveret. Det var en Hawke DL 17, som blev leveret i stumper foran bageriet. Han samlede selv bilen i garagen bag bageriet. Det var også i 1977, at der blev strammet op på reglerne for international licens, og det betød at han, på grund af skelen på det ene øje, ikke fik sin internationale licens fornyet, og dermed var udelukket fra at køre i udlandet. I 1978 fik han igen en ny bil. Denne gang en Hawke DL 19, som kostede den nette sum af ca. 40.000 kr. Han kørte blandt andet mod Kurt Thiim, og fik 89 point det år. Han søgte igen om at få international licens, men fik afslag. Han fik en invitation til Formula Ford Festival i England, hvor der var over 200 deltagere. I 1979 fik han igen en ny bil, og denne gang var det en PRS til den nette sum af ca. 60.000 kr. Jesper fik frivilligt job som instruktør for unge Formel ford kørere, og det betød, at han fik noget mere banetid, hvilket han manglede, når han ikke måtte køre i udlandet. Det år fik han 2 x poleposition og 30 gode DM point. Flere af de andre kører påpegede at Jesper altid kørte fornuftigt, og ikke lavede farlige manøvrer. De sagde dermed god for ham, hvilket betød, at han fik sin internationale licens tilbage. Senere på året blev han beskyldt for snyd, fordi han kørte hurtigt. Motoren blev plomberet og udtaget til kontrol, men alt var OK. På dette tidspunkt var det blevet tid til en pause og kaffe og kage. Vores kasserer Lene Møller havde bagt kage til os. Mange tak for det. Efter pausen fortsatte Jesper fortællingen, og vi var nu nået til 1980. Det var året hvor race, fritid og arbejde smeltede sammen. Carl Erik Kristensen fra Hobro (racerkøreren Tom Kristensens far) havde netop fået det danske agentur for det engelske tuningsfirma Burton, og havde brug for nogen til at hjælpe ham med det. Jesper blev således ansat i firmaet, og flyttede ind hos familien Kristensen. Han blev som en onkel for sønnerne Tom og Jakob, og da Kirsten (Tom og Jakob’s mor) arbejdede i en tøjforretning, som havde åbent til kl. 20 om fredagen, tilbød Jesper at lave aftensmad om fredagen. Jespers menukort var meget begrænset, men det var drengenes præferencer også, så de var med til at bestemme. Jespers stuvede spinat med medister og smilende æg, kaldte Jakob for plastik, men det gled nu ned alligevel. Jesper kørte stadig motorløb, og var på Spa-Francorchamps i Belgien for at køre løb. Det regnede helt vildt, og man kunne ikke se dem, der var foran. Pludselig var der nogen, der var bagude med en omgang, og Jesper stødte sammen med den bil, han havde indhentet. Jesper kørte omkring 220 km/t, mens den han kørte ind i, “kun” kørte omkring 100 km/t. Selvom det var voldsomt, så skete der heldigvis kun materiel skade. Senere viste det sig dog, at han havde fået en forstuvet fod. I 1981 tog han til England i træningslejr og blev professionel. Han kørte løb mod Ayrton Senna, som af mange (blandt andet mig selv), stadig betragtes som verdens bedste Formel 1 kører. I 1982 kørte han igen mod Ayrton Senna. Senna havde position 1 og Jesper position 2. Senna ville slå banerekorden og kørte af banen. Jesper fik desværre en sivepunktering, blev overhalet af en enkelt bil, og måtte nøjes med andenpladsen. Han fik en 5. plads til EM. I 1984 fik han igen en ny bil, og denne gang var det en Van Diemen RF85. Jesper blev sponsoreret af Commodore 64, som netop i disse år var på sit højeste. I 1987 startede Jesper et samarbejde med Tom Kristensen, som han skulle være mentor for. I slutningen af 1989 blev Jesper ansat som direktør i NordsøRingen A/S.NordsøRingen A/S var et selskab, etableret af foreningen NordsøRingen, der havde sat sig som mål at bygge et stort internationalt motorsportscenter med Formel 1 mål, med Thisted Lufthavn som nærmeste nabo. Projektet blev desværre “no go” efter arkæologiske udgravninger, beboerprotester og klagesager. Nye forsøg med lignende projekter, Billund Raceway og Ring Aalborg lykkedes heller ikke. Jesper begyndte at køre standard bil, og i 1991 etablerede han Jesper Villumsen Marketing (JVM), der blandt andet laver skilte og dekorerer biler. De startede i kælderen i villaen i Valsgård, og i 1997 flyttede de til nybyggede lokaler i Hobro, og skiftede navn til Villumsign. I 1998 kørte han stadig standard bil, og blev sponsoreret af “Den Blå Avis”. I oktober 2001 blev de sidste autografer som racerkører skrevet. Efter tre resultatmæssigt og især økonomisk katastrofale sæsoner i DTC klassen blev racerbilen skubbet i garagen for sidste gang. Medieomtalen og netværket var på sit højeste. En stor bekymring meldte sig. Kunne Villumsign klare sig uden at Jesper var et kendt navn? Ville det blive “from hero to zero in no time”? Bekymringen blev meget hurtigt afløst af følelsen af, hvor meget mere arbejde, der kunne udføres for kunder, når der ikke skulle bruges 20-25 timer ugentligt på race. Herefter takkede Henrik Bygholm Jesper for at han ville komme og fortælle, og overrakte et par flasker rødvin. Tak til Jesper for et godt og spændende foredrag.

Kenneth Kristensen