2024-09-05 – 50cc Knallerttur fra Farsø
Onsdag den 5. September havde Birger, Leon og Hans Ole arrangeret en spændende tur ud til brdr. Kjær. Der mødte ca. 25 gutter op i Farsø, og vi kørte ad små veje ud til brdr. Kjær lige udenfor Ranum. Brdr. Kjær fortalte spændende om deres traktorer blandt andet et par store ældre Volvoer, og deres store flotte ”Krone Red Lightning”, som de har vundet mange mesterskaber med. De fortalte om opbygning, motorydelse osv. på Krone Red Lightning, og jeg, som ikke fangede alle de tekniske detaljer, hørte dog, at et par nye bagdæk kostede 65.000 kr. De kører rundt i både Danmark, Norge, Sverige og Holland til tractor pulling, og vinder en masse præmier. Vi så og især hørte traktoren igang, og det var imponerende at se, og høre. Efter en lille “opvisning“ ude på vejen, hvor han gav gas, trillede han traktoren tilbage, og derefter samledes vi om kaffe og kage. Hvis jeg hørte rigtigt, kan den komme op på 70 km/t, så det var vist godt nok, at politiet ikke kom forbi, da han lige lod den køre lidt stærkere, end en Puch på en god dag. Tak til Birger, Leon og Hans Ole for en rigtig spændende (og lidt våd) aften, og tak til følgebil, som der ikke blev brug for. Alle knallerter kørte nogenlunde – sådan da.
Bodil Jensen