2024-08-03 - Levende landsby i Vesterbølle

2024-08-03 – Levende landsby i Vesterbølle

I weekenden den 3. – 4. August var der igen levende landsby i Vesterbølle, og Aalestrup Classic Bil & MC Klub var inviteret til at udstille om lørdagen. Den invitation var der 7 biler, 1 lastbil og 14 personer, der havde taget imod. Som tak for vores fremmøde fik vi en billet, som vi kunne ombytte til en pølse med brød, og en øl eller sodavand. Efter vi var ankommet, og havde fået hilst på hinanden, sad vi lidt ved bilerne, og snakkede i en times tid. Herefter var det tid til at gå rundt og kigge på tingene. Der er som altid utroligt meget at se på i Vesterbølle. Vi så både posten, der var igang med at tærske korn med plejl, og hvordan det foregik med lidt mere moderne maskiner, hvor det var et tærskeværk trukket af en lille fin Fordson Major traktor. Det var også muligt at se, hvordan skoleundervisningen foregik, og i de forskellige bygninger var der mange spændende ting at kigge på. Da vi havde været rundt, var det blevet middag, og vi gik i teltet, og fik noget at spise. Klokken 14 gik folkene i marken, og man kunne se, hvordan høsten foregik med le. Der var desværre ingen høst med gamle traktorer og mejetærskere i år, men de arbejder på at få denne begivenhed tilbage næste år. Lidt senere var vi en tur med hestevogn en tur ud til Holmen, og vi havde Kristian Byrialsen Nielsen med som guide. Han fortalte undervejs om området, og om de folk, der havde boet, og boede i området. En fin og hyggelig køretur. Da vi kom tilbage fra hestevognsturen, gik vi teltet og købte en vaffel og noget kaffe. Herefter kørte vi hjem. En dejlig dag i Vesterbølle.

Redaktøren