2024-06-16 – 50cc Himmerlandsturen
Årets Himmerlandstur for knallerter startede i år i Hadsund. Vi mødtes ved hallen i Hadsund, og der var godt 40 tilmeldt til turen. Vi kørte omkring Visborggård Slot, og derefter satte vi kursen mod Havnø Mølle. Der var ”Dansk Mølle dag”, så der var lidt aktivitet, da vi kom. Efter besøget ved møllen, gik turen ud mod Als Odde. Der var en kort pause, og for nogen en is pause, inden vi fortsatte til Øster Hurup Havn. Her var der middagspause med sandwich fra den lokale Brugs. De var både store og gode, så det var godt. Der var naturligvis også øl, vand og kaffe med til deltagerne. Der kom en lille regnbyge, mens vi var på havnen, men det var også det eneste vand, vi fik på turen. Vi kørte naturligvis ikke af de normale veje, som vi plejer, når vi er på de kanter i personbilen. René havde fundet nogle ”bagveje”, så vi kom ud på veje, de fleste af os i hvert fald ikke havde set før. Efter en god og vellykket tur, endte vi igen ved hallen i Hadsund. Der var lige tid til endnu en kop kaffe, inden vi sagde pænt farvel, og rullede hjemover igen.
Henrik Bygholm