2024-06-05 – Grundlovstur
Så blev det atter den 5. juni og det betyder Grundlovstur. I år var det vores redaktør Kenneth, der havde lavet turen for MC og biler. Vi var 11 biler og 3 motorcykler, så det var en lille hyggelig flok. Vi startede i klubhuset med morgenkaffe og rundstykker, og da det var spist, gjorde vi os klar til at køre. Vi kørte fra klubhuset og videre til Hvilsom, Fristrup og til Klejtrup, hvor vi kørte forbi Verdenskortet. Derfra kørte vi til Lindum, hvor vi havde en rigtig flot udsigt ud over Tjele Langsø, inden vi fortsatte til Vorning og til Hammershøj, hvor vi kørte forbi Hammershøj Teglværk. Det er en del af Randers Tegl gruppen, og det blev opført på det område i Nørreådalen, da der var store mængder ler i høj kvalitet. Det nye Hammershøj Teglværk har udviklet sig til et af Nordeuropa’s største og mest moderne teglværker med en årskapacitet på 70 millioner sten. Fra Hammershøj kørte vi til Skjern kirke, hvor vi holdt en lille pause. Fra P-pladsen kunne vi se op til Skjern Hovedgård. Skjern Hovedgård er en herregård opført i slutningen af 1600tallet af sten fra det gamle slot. Hovedgården havde en rigtig flot udsigt ud over engen. Efter pausen kørte vi videre mod Sønder Vinge og igennem Ulstrup skov, som var rigtig flot. Herefter kom vi forbi Ulstrup Slot, som lå smukt op af Gudenåen. Det er i dag en rest af den store firefløjede renæssanceborg, som blev bygget i begyndelsen af det 17. århundrede. Foruden slottet med parkanlæg hører der ca. 650 hektar til godset, hvoraf det meste er skov. Vi fortsatte turen og kom til Åbro, hvor vi skulle krydse banen. Der blev vi delt, for de sidste biler og motorcyklerne kom ikke med over, da bommen gik ned. Så vi måtte ringe til Kenneth, og få dem til at holde, for han havde ikke set, at vi var blevet fanget, da han havde drejet længere nede af vejen. Da vi var samlet igen, fortsatte vi, og krydsede Gudenåen og kom til Houlbjerg, videre til Laurbjerg, Lerbjerg og til Nørre Galten, hvor vi holdt en lille pause ved Kirken. Derfra kørte vi til Hadbjerg, hvor vi skulle have vores middagsmad i en skovhytte. Den lå rigtig hyggeligt lige ved siden af en lille sø. Der blev hyggesnakket imens middagen blev indtaget, og så var det tid til at fortsætte. Fra skovhytten kørte vi til Hadsten, hvor vi lige skulle have hjælp fra motorcyklerne, for vi skulle igennem 2 store lysreguleringer. Det lykkedes os at komme igennem byen rimelig samlet, og uden de store udfordringer, og så fortsatte vi til Lyngå og Granslev. Der kom vi til Mammen Mejerierne, som har en butik, hvor de sælger deres egne populære oste og andre spændende specialiteter fra både nær og fjern. Derefter fortsatte vi til Vejerslev, hvor vi kørte forbi Vejerslev Gods og videre til Vejerslev kirke, hvor vi igen holdt en lille pause. Derfra fortsatte vi og kom forbi Ormstrup Gods, som er en stor Hovedgård fra før 1371. Det har haft mange ejere igennem tiden, men ejes i dag af tidligere koncerndirektør for Grundfos Niels Due Jensen, som har gennemrenoveret ejendommen. Ormstrup råder over ca. 790 hektar land, og både før og efter godset kørte vi igennem alléer af både gamle og nye træer, og det var rigtig flot. Der kørte også flere robotplæneklippere rundt, og holdt græsset pænt klippet. Vi kørte rundt om godset, og havde en flot udsigt ned til Ormstrup sø, hvorefter vi kørte til Sahl og mod Ans. Undervejs kom vi forbi Frisholt, som er Grundfos’s gæstehus, hvor de har udenlandske gæster til at bo, når de besøger Grundfos. Lige før Ans krydsede vi Tange sø, hvorefter vi drejede til højre, og kørte ned til Ans Sejlklub, hvor der var en madpakkehytte lige ned til søen, hvor vi holdt kaffepause. Det var et hyggeligt sted. Da kaffen var drukket og kagen spist, fortsatte vi til Tange og videre til Vinkel og Brunshaab, og så ramte vi Viborg. Der sluttede vi på Borgvold, som er en flot park imellem Nørresø og Søndersø. Da vi alle havde fundet et sted at parkere, gik vi hen til ishytten, og så stod den på is. Der blev igen hyggesnakket imens isene blev spist, og så var det tak for denne gang. Det har været en rigtig hyggelig og flot tur, til trods for et par små regnbyger undervejs. Tak til Kenneth for en rigtig god tur.
Anita Laursen