2024-04-27 - Åbning af Jesperhus Blomsterpark

2024-04-27 – Åbning af Jesperhus Blomsterpark

Traditionen tro var vi inviteret til åbning af Jesperhus Blomsterpark, og i år var det lørdag den 27. April. Der var fælleskørsel fra tanken i Sundstrup kl 8:00, og der var der 8 biler der var mødt op. Da jeg jo bor i Skive, giver det ikke mening at jeg kører til Sundstrup, så jeg holdt klar til at tilslutte mig karavanen på rastepladsen ved Dommerby. Kl 8:15 kom de tilsyne i rundkørslen, og så tilsluttede jeg mig, og vi kørte mod Jesperhus. Der kom et par enkelte dråber på ruden, så vinduesviskerne måtte lige tændes et par gange på vej derop, men ellers holdt det tørt hele dagen. Der var dog lidt koldt om formiddagen, men over middag kom solen frem, og det blev så godt, at vi måtte smide jakken. Kl ca. 9 var vi ved indkørslen til Jesperhus, og jeg syntes køen bevægede sig meget langsomt fremad, hvilket undrede mig, for de plejer nok at være friske til at få folk lukket ind. Måske skyldtes den en Opel Rekord, der kørte 3-4 biler foran mig, som havde lidt svært ved at starte/gå tomgang, for jeg hørte at han kørte på starteren op ad bakken lige ved indkørslen, og da han kørte ind i parken blev den skubbet ind. Da jeg kom ind, var der en, der spurgte, om vi var nogle, der var sammen, og jeg svarede at de næste 8 biler var sammen med mig, og han svarede, at så ville han finde en plads til os, så vi kunne holde samlet. Vi blev guidet op på bakken til højre ved skydeteltet, hvor vi alle fik en plads. Det er dejligt når det kan lade sig gøre at holde samlet, for det styrker det sociale sammenhold i klubben. Vi fik sat borde og stole op, og så var det tid til morgenkaffen. Efter mogenkaffen og en snak, var det tid til at komme ud og se på biler i parken. Ledelsen i Jesperhus havde besluttet, at der i år kun skulle være biler inde i parken, og at man skulle medbringe bekræftelse på at man var tilmeldt. Der blev lukket for tilmelding tirsdag den 23. April, og jeg fik at vide at der var 100 på venteliste. Det undrede mig for parken var hverken helt eller halvt fyldt op. Det højeste nummer vi så var nummer 283, og der plejer at være 500-600 biler, hvor måske 100 holder udenfor. Om det var vejrudsigten, der fik folk til at blive væk ved jeg ikke, men som tidligere nævnt, så holdt det tørt hele dagen. På grund af det kolde forår var de ikke færdige med at plante parken til, så der manglede mange blomster rundt omkring, men det der var plantet til var meget flot. Som noget nyt har det fået en del granitskulpturer, som var placeret rund omkring i parken. Hver skulptur havde en knap man kunne trykke på, og så blev der læst en lille stykke fra et eventyr op. Efter rundturen var det efterhånden blevet middagstid, så vi gik tilbage til bilerne, og fik vores middagsmad og en snak med de andre. Det var stadig lidt koldt, så efter middagsmaden ville vi ind og se dyrene, så vi kunne få varmen. Der var mange fine dyr, lige fra en Lemur med unge, over skildpadder, fisk og sommerfugle, til meget flotte papegøjer. Dejligt at man kan kombinere en biludstilling med lidt andet også. Da vi kom ud fra dyrene gik vi tilbage til bilerne, og nu var solen kommet frem, så vi kunne smide jakken. Vi sad og snakkede lidt inden det var blevet tid til eftermiddagskaffen. Else Jensen og Anita Laursen havde kage med. Tak for det. Nu nærmede klokken sig 16, og det var tid til at køre hjem. Der blev lynhurtig kø ved porten for at komme ud, og da vi ikke gad at holde i kø, blev vi holdende opppe på bakken indtil klokken 16:25. Så sagde vi farvel til alle og begyndte at køre hjemad. Vi tog de små veje over Durup, Roslev, V. Lyby og så videre inden vi kørte til Kåstrup. Vi plejer altid at være omkring Spisestedet i Kåstrup, og få vores aftensmad inden vi kører hjem, og det er heldigvis åbnet igen med nye ejere, efter at det gik konkurs i december måned. Maden var der heldigvis ikke ændret på, det var lige så godt som det plejer. Vi fik dagens ret, som var kalveculotte med kartofler og flødesovs. Herefter gik turen igen ad de små veje tilbage til Skive.

Tak for en dejlig dag til jer, der var med.

Redaktøren