2023-08-13 - Køretur fra Top Karen

2023-08-13 – Køretur fra Top Karen

Søndag den 13. August havde Erik og Vivian, der har Top Karens hus i Rebild inviteret til køretur. I år var både Aalestrup Classic bil & MC Klub, Nordjysk Vintage Motor Klub og Mini Klub Nord inviteret, med et max deltager antal på 100 personer. Vi var ca 50 personer fra Aalestrup Classic Bil og MC Klub, der havde taget imod invitationen, og ca. samme antal fra Nordjysk Vintage Motor Klub, mens der vist ikke var nogen fra Mini Klub Nord. Totalt var vi 47 biler. Vi mødtes ved Top Karens hus kl 10:30, og gik lidt og kiggede biler og snakkede med de andre. Kl 11 bød Erik velkommen, fortalte lidt om dagens forløb, og derefter var der sandwich og sodavand til alle. Da klokken blev 12 startede køreturen. Det er svært at overskue 47 biler, så allerede fra start blev vi desværre ufrivilligt delt i 3 grupper, og det gjorde desværre at hele gruppe 2 kørte forkert, da de jo ikke kendte vejen, men måtte gætte sig frem. En af de foreste i gruppe 3, havde været med sidste år, og kendte derfor ruten, og fik resten af gruppen trukket med den rigtige vej (et par af de foreste måtte lige lave en u-vending, for at følge med ham, der kendte vejen. Det betød, at efter noget tid, så kom gruppe 3 op til gruppe 1, mens gruppe 2 stadig var væk. Efter noget tid lykkedes det heldigvis gruppe 2 at finde frem til resten, og resten af turen forløb uden problemer. For dem, der kørte den rigtige vej, gik turen fra Rebild ned forbi Rold Storkro, forbi Thingbæk Kalkminer / Rebildcenteret til Oplev og videre til Årestrup. Halvvejs mellem Årestrup og Haverslev blev der drejet til venstre, så vi kørte gennem Torstedlund skov og videre til Rold. Det var en flot rute gennem skoven. I Rold fortsatte vi ligeud mod Arden og Astrup. Kort før Astrup drejede vi til venstre ind forbi Willestrup Gods og videre op til Madum Sø, hvor der var pause. Nogle var forbi ishuset og købe is, mens andre gemte appetitten til den lovede æblekage. Efter en halv times pause fortsatte turen mod Hellum, Asp, Skørping og tilbage til Rebild, hvor vi fik parkeret bilerne, inden vi gik mod Western huset, hvor der var dækket op til kaffe/te og æblekage. Dagen sluttede med at repræsentanter fra Aalestrup Classic Bil & MC Klub (Ole Rask Nielsen) og Nordjysk Vintage Motor Klub overrakte et par flasker vin og en æske chokolade til Erik og Vivian, som tak for turen.

Mange tak til Erik og Vivian for en dejlig tur, sandwich, kaffe/te og æblekage.
Vi håber I arrangerer turen igen næste år.

Redaktøren