2023-06-16 - Sommermarked ved Gundersted Købmandsgaard

2023-06-16 – Sommermarked ved Gundersted Købmandsgaard

Fredag den 16. Juni 2023 var vi inviteret til sommermarked ved Gundersted Købmandsgård. Gundersted Købmandsgård er et beskæftigelsestilbud til fysisk og psykisk udfordrede voksne i Vesthimmerlands Kommune. Købmandsgården drives som et samarbejde mellem Globen Vesthimmerland, Min Købmand i Farstrup og foreningen Gundersted Købmandsgård. Den danner i dag dagligt ramme for ca. 16 brugere, der udover at beskæftige sig med butiksdrift også tilbydes arbejde på et vedligeholdelsesværksted, job på et skovhold, der laver brænde og plads i en pedelgruppe, der servicerer lokale haveholdere i Gundersted, Aars og Løgstør. Målet for aktiviteterne er at skabe meningsfyldt beskæftigelse til de daglige brugere af stedet. Købmandsgården har også nogle geder og nogle alpacaer, som stedets brugere passer. Vi ankom omkring kl 14:30, og der var der allerede flere biler på pladsen, og i løbet af en halv time begyndte det for alvor at strømme til. Jeg var ikke rundt og tælle, men jeg vil gætte på at de nåede op på ca. 30 biler, et par motorcykler og omkring 10 knallerter. To gange i løbet af eftermiddagen spillede bandet “BV2 Band”, som har vundet Handicap Grand Prix i 2022. De spillede flere 80er og 90er numre, og var faktisk ret gode. Klokken lidt i seks blev der åbnet for køb af aftensmad, og der gik ikke mange minutter før der var lang kø. De var dog ret kvikke til at ekspedere, så det tog ikke lang tid at komme gennem køen. 1 person i hvert køretøj kunne spise gratis, og resten kunne købe mad, hvor overskudet gik til at drive købmandsgården. Menuen var helstegt pattegris med tilbehør. Da vi var færdige med at spise, var vi flere, der blev siddende og snakkede, og nød det gode vejr. Vi havde vores egne borde og stole sat op, så vi generede ikke nogen, ved at blive siddende. Selvom det hele egentlig stoppede klokken 19, så tror jeg at klokken var tæt på 20, inden vi kørte hjem.
Tak til Gundersted Købmandsgård for et godt træf. Vi kommer gerne igen næste år.

Redaktøren