2023-05-28 – Aalestrup Classic Træf
Træffet startede med at vi var en 6-7 stykker, der mødtes lørdag kl. 14 i klubhuset, for at pakke telt, borde, stole med mere på Ove Haubro’s lastbil, hvorefter det blev kørt ud på pladsen. Herefter gik vi i gang med at rejse teltet, og i løbet af et par timer var vi klar. Undervejs dukkede Jytte Kristensen op med kaffe og kage til os. Det var lige, hvad vi trængte til, og så kunne vi klare resten af opstillingen og klargøringen. Tak for det. Om søndagen kørte jeg fra Skive ca. kvart i otte, og var således på pladsen, kvart over otte, hvor jeg fik en hurtig rundstykke, og så var det ellers med at få gjort klar til at parkere biler. Ove Haubro og jeg deltes om denne opgave, og fik ind i mellem lidt hjælp af Rene Olesen. Det varede ikke længe inden det myldrede ind med køretøjer af alle arter, så der var nok at se til, med at få køretøjerne parkeret mest hensigtsmæssigt. Vi var noget udfordret af, at der var store huller i græsplænen, hvor arkæologerne havde gravet, i forbindelse med at hallen havde købt pladsen. Hullerne var dækket til, men der var nysået græs, så vi skulle jo gerne undgå at for mange kørte i det, og vi ville også gerne undgå, at nogen sad fast i den stadig lidt bløde jord. Ved middagstid var der lidt underholdning, hvor man kunne deltage i en konkurrence med at køre langs et bukket rør, med en ketsjer i hånden, og så skulle man undgå at ketsjeren rørte røret, for så ville der være et horn, der båttede. Der var desværre ikke den store tilslutning til denne konkurrence. Lidt senere var der også arrangeret knallertringridning. Jeg var optaget af andre ting mens det stod på, så jeg fik ikke taget billeder af konkurrencen, men har fået at vide, at der heldigvis var meget større tilslutning til deltagelsen i denne konkurrence. Vi tænker, at det bliver en tilbagevendende begivenhed. Morten var lige som sidste år på pladsen med “The Pølsevogn”, og som noget nyt var “Simested Gårdsalg” også på pladsen med salg af “Kastbergs” is. Der var vist godt gang i salget begge steder. Senere dukkede optoget op, men heldigvis var det kun Skivegarden og tidligere knaberregenter på cykler, der kom ned gennem pladsen. Hvade alle vognene i optoget også kommet denne vej, var der opstået kaos på grund af pladsmangel. Det hele lykkedes dog, og der var plads til at alle kunne komme både ind og ud i løbet af hele dagen. I løbet af dagen havde et dommerpanel bestående af 4-5 personer været rundt på pladsen, for at bedømme køretøjerne, og finde vinderne af bedste bil, MC og knallert. Næste år bliver konkurrencen udvidet til også at have bedste lastbil. Omkring klokken 14:30 var der uddeling af præmier til vinderne i de 3 kategorier, samt til vinderne af “rør konkurrencen” og knallertringridning, samt udtrækning af præmier blandt deltagerne. Herefter begyndte folk så småt at køre hjem, og vi gik i gang med oprydningen, og nedtagning af teltet. Dette var vi færdige med omkring kl 17.
Der var ca. 100 biler, 10 lastbiler/busser, 15 motorcykler og 30 knallerter til træffet.
Tak til alle, der deltog denne dag.
Redaktøren