2022-09-04 – Rundt om Nibe bredning

Torsdagen inden denne tur var jeg på Hobro havn for første gang i år. Der mødte jeg nogle af klubbens medlemmer, som spurgte, om jeg skulle med på tur om søndagen. Jeg havde glemt alt om turen, fordi jeg skulle have været til fest på djævleøen om lørdagen, hvilket normalt ville gøre mig ubrugelig til noget som helst de næste par dage. Nibe turen lød godt nok fristende, og vejrudsigten så rigtig god ud. Højtryksryggen, som havde præget det danske vejr med masser af solskin den sidste uges tid, var stadig solidt parkeret over Danmark. Så nu var det bare om at finde en undskyldning, for ikke at tage med til festen, samt at tilmelde mig køreturen, og bede om tilladelsen fra generalen derhjemme. Tilgivelse er ofte nemmere at få end tilladelse. Hvis nu jeg vinklede det sådan, at jeg blev hjemme med fruen om lørdagen og tog knajten med på tur om søndagen, så hun kunne få lidt alene tid, så kunne det vel ikke gå helt galt? Om søndagen valgte jeg at sove en time ekstra, og sprang morgenkaffen og rundstykkerne i klubben over. Da klokken blev 9:40 kørte Sam og jeg ud af indkørslen, og stoppede ved tanken i Aalestrup på vej mod klubhuset. Fem minutter og en plovmand senere var vi ved klubhuset. Henrik var allerede godt i gang med at briefe om turen og det eneste, jeg nåede at høre, var en enkelt sætning og et spørgsmål: “Turen slutter på Nibe havn, hvor vi forhåbentligt kan få en is.” “Hvem vil skrive et lille referat om turen?” Vanen tro blev der stille. Rigtig stille. Alt for stille. Så stille, at folk kunne høre deres eget hjerterytme stige i takt med, at sekunderne blev til mange. Jeg var den sidste, der var ankommet med min larmende bil, midt i stakkels Henriks briefing, så jeg meldte mig modvilligt til at skrive. Det blev efterfulgt af en klapsalve. Jeg ved ikke om det var af typen “Godt gået!” eller af typen “Godt det ikke blev mig!” klapsalve, men det er jo lige meget nu. Der var 38 biler og 11 motorcykler tilmeldt på trods af, at turen var en af de lange. Vi drog afsted ved ti tiden og kørte mod Aggersundbroen, hvor vi skulle parkere og mødes med de resterende kl. 10:45. Der var lidt trafikkaos i Aggersund, da broen kun havde ét spor åbent grundet renovering på selve broen, men det gik alligevel ret smertefrit. Jeg fandt også ud af, hvorfor benzin- og temperaturmåleren står øverst på instrumentbrættet i min bil. Når man kører i bilen, så bevæger benzinmåleren sig hurtigt ned, hvilket er skidt. Når man holder stille i trafikken, bevæger temperaturmåleren sig hurtigt op, hvilket jo også er skidt. Det er et paradoks, som man hele tiden skal forholde sig til, og holde øje med. Derfra kørte vi til Attrup havn, hvor der var mulighed for, at man kunne stå længe i kø for at komme på toilettet. Efter, hvad der føltes som et kvarters pause kørte vi over Gjøl dæmning. Det var en oplevelse i sig selv, at køre over den overraskende smalle dæmning. Vi kørte forbi min gamle arbejdsplads ved Flyvestation Aalborg, og kort tid efter ankom vi ved destinationen hos Nordjysk Autoophug i Nørresundby, hvor der allerede var nogle veteranbiler fra en anden klub parkeret. Mit første indtryk var, hvor ryddeligt og pæn autoophugget var. Det var slet ikke som jeg havde forstillet mig et autoophug ville være. Og det var altså ikke til ære for os. Sådan så det altid ud! Ejeren Karsten bød velkommen, og fortalte lidt om selve firmaet, som blev stiftet af hans far i 1962. Det var ret spændende at høre både om firmaet, men bestemt også om faget, og hvordan de hvert år får 800 – 1000 biler igennem. Tallet har haft en faldende tendens de senere år, grundet ændrede regler om eksport af brugte biler. Miljøreglerne og -kravene har også ændret sig en del, hvilket også har medført en del ændringer og tilføjelser i ophugprocessen. Vi blev delt op i tre grupper og vist rundt, hvor kunder normalt ikke har adgang. Det var meget imponerende at se alle de dele med hver deres mærkat, organiseret på meget systematisk vis, og indført i en database, så man nemt kan finde frem til dem igen. Det er ikke “bare” at hive nogle dele ud af en bil, og smide dem op på en hylde. Der er utrolig meget arbejde involveret, og man får virkelig respekt for faget. Da rundvisningen var færdig, endte vi i en garage, hvor tre søde damer var i fuld gang med at grille pølser og brød. Der var også øl og sodavand til de tørstige besøgende. Da vi var færdige med at fylde maven op, gik vi rundt og hyggesnakkede, sparkede lidt dæk, og begyndte så småt at gøre klar til sidste etape af turen, hvor vi skulle til Nibe havn, og have den is, som jeg havde lovet knajten, “hvis han opførte sig ordentligt”. Og det havde han jo for det meste, så der var ingen undskyldninger. Jeg var ikke vild med idéen om at skulle køre i en lang kortege af veteranbiler igennem Aalborg by, men endnu engang blev det bevist, hvor stor hjælp det er at have motorcyklisterne med på sådan en tur, hvor de venter ved hvert sving, og tilpasser trafikken for at gøre det nemmere for os veteranbilister.En stor tak skal lyde herfra! Jeres hjælp og indsats går altså ikke ubemærket hen, selvom det nogle gange sikkert føles som en utaknemlig tjans. Køen ved iskiosken i Nibe var lang, men den bevægede sig faktisk ret hurtigt. Der var fire eller fem ekspedienter, så vi nåede ikke at vente særlig længe. Vi nød isen i det flotte solskin ved vandet. Jeg havde brugt lidt over en halv tank på dagens lange tur, og nu skulle det vise sig, at jeg brugte stort set resten af tanken på de 35 minutters tur hjemad. Jeg må have haft modvind, eller noget. Turen for mig sluttede ved tanken i Aalestrup, hvor bilen blev fyldt op, og derefter kørt ind i garagen i Østerbølle.

Tak for en super fed sensommer tur, ikke mindst til værterne hos Nordjysk Autoophug for deres store gæstfrihed og forplejning, og et godt planlagt og gennemført besøg.

Stephen Galea