2020-10-18 – 50cc – Løvfaldstur
Vi startede 47 top klare knallerter fra Skørping Hallen kl. 9.00.Turen gik ad cykelstien op til Rebild, ind af Rebild Kirkevej (grusvej) gennem skoven, til Buderupholmvej og Kirkevej til Gl. Skørping. Videre ad Vaseholmstien, som blandt andet går over Lindenborg Å, til Buderupholm og Støvring, hvor der var en lille smule brosten. Så rundede vi Hobrovej og Buderupholmvej, omkring Buderup Ødekirke, videre til Gravlev, hvor der blev holdt en pause ved Egebæks kilde. Kilden gav blandt andet vand til Egebæks Ørreddambrug, som lå neden for bakken, men som blev nedlagt for en del år siden. Så var det op på maskinerne igen til en gang “bjerg kørsel”, ud omkring Rebild Centeret og videre ad grusvej mod Røde Mølle, hvor vi passerede Regan Vest på vores højre side. Fra Røde Mølle gik det med “hårnålesving”, og en kraftig stigning op mod Ersted. Det blev så lige til en lille pause, da vi jo lige skulle have de sidste Puch´er med. Derefter gik det videre mod Aarestrup, hvor der kort blev holdt ved kirken. På kirkegården ligger elleve besætningsmedlemmer fra et engelsk bombefly begravet. Flyet blev skudt ned over Torstedlund Skov natten mellem den 20. og 21. April 1945, kun godt 2 uger før krigen sluttede. Inde i skoven er der rejst en sten kaldet “Flyverstenen”, bestående af en propel på en sten, på stedet hvor flyet faldt ned. Derefter gik det mod Torstedlund, gennem den smukke bøgeskov, som stod i den flotte kobberbrune farve. Næste pause var ved Nørrelund Savværk / Konradsminde. Derefter ad Roldvej mod Rold, og videre af Hobrovej (Hovedvej 10) til Rold Storkro, og videre op gennem de smukke Rebild Bakker. Så var der blevet tid til middagsmad og drikke. Pausen blev holdt ved Rebild Gl. Savværk, som har til huse i det, der tidligere var statsskovens planteskole, men hvor der blandt andet er et godt sted at spise sin madpakke i huset. Efter indtagelsen af mad og drikke, var der fortælling og demonstration af, og om det gamle savværk, hvor noget kom fra Rørbæk og noget fra Trend. Så var det op på “hesten” igen, og videre ud af Rebild Kirkevej igen, til Buderupholmvej, men nu mod Skørping og videre mod Hellum, hvor vi drejede fra ved Asp / Rauf mod Madum sø. Derefter videre mod Arden, hvor det dog kun blev til Lille Arden, og derfra via Møldrup, til en lille pause ved Madum sø på Hellum siden. Fra søen mod Hellum og videre ad grusvej til Sejlstrup, over Ny Tustrup, og via grusvej til Skindbjerg, i retning mod Gl. Skørping og tilbage til Skørping Hallen. Det blev til små 90 km. Der var kun et enkelt nedbrud, så alt i alt en rigtig god tur og dag.
Stor tak til Henrik, Per og kompagni for et vel gennemført arrangement.
Udover at skrive lidt om turen, blev vi opfordret til at fortælle om hvor, hvordan og hvornår vi mødtes. Vi er: Erik Nielsen, Kjellerup (fraværende på 50cc løvfaldsturen), Flemming Nielsen, Juelsminde og Bjarne Andreassen, Skørping. Der er nok nogen, der ikke lige kan huske præcis hvor, hvordan og på hvilket tidspunkt de mødtes, men det problem har vi ikke. Vi mødtes mandag den 16. Maj 1977 kl. 12.00 i Sandholmlejeren, da vi blev indkaldt til Den Kongelige Livgarde. Flemming og Bjarne røg på samme stue. Ja og også samme seng (læs køje), og Erik på en anden stue. Vi mødes blandt andet en weekend om året, på skift forskellige steder i landet sammen med 12 – 14 andre garderkammerater. Så står den på gode røverhistorier, mad og lidt drikkelse, samt forskellige oplevelser. Vi har blandt andet været på sejlture, hestevognsture, på museer, kørt i limousine og fløjet i helikopter. Vi er alle udlært inden for metal faget: En knallertmekaniker, en klejnsmed og en automekaniker. Ligesom vi alle har haft cykelforretning i kortere eller længere tid, men nu er det så blevet til en fælles interesse med de gamle køretøjer. Erik har kørende: Yamaha FS1 SS årgang 1975, Skylon årgang 1956 og Morris Mascot 1000 årgang 1976. Projekter: Velo, Monark og Puch Monza. Flemming har kørende: Vespa Bravo årgang 1995 og Puch VZ 50 årgang 1972. Projekter: Et par Morris 1000. Bjarne har kørende: Puch Maxi P årgang 1975 og en Yamaha DX årgang 1977.
Flemming, Erik og Bjarne