2020-05-30 – 50cc – Knallerttur til Viborg
Vores formand Hr. Bygholm lavede en spontan tur til Viborg nedad Himmerlands stien og hjem over Rødding, Vammen og Bjerregrav. Og da min Puch er blevet voksen og fornuftig, og jeg havde en dag ledig, meldte jeg mig hurtigt til turen. Vi endte med at være 9 friske gutter/gutinde. Vi mødtes lørdag den 30. Maj i klubhuset til kaffe og egen medbragt morgenforplejning. God ide og hyggeligt lige at få en kop kaffe før turen. Der blev som sædvanlig hyggesnakket og alle var mødt op med godt humør (man kan da heller ikke være i dårligt humør, når man kører knallert). Vi havde som sædvanlig deltagere, der kom langvejs fra, idet både Benno fra Sæby og Jens fra Skanderborg var mødt op. Flot at køre så langt. Efter at vi var veloptankede med morgenmad og kaffe, startede vi og kørte ned mod stien. Vejret var superflot solskin. Vi kørte ret hurtigt på et nyt lag stenmel, og det gav udfordringer, dels så “sejlede” knallerterne i det løse grus, og dels så støvede det af helvede til, for at sige det rent ud. Så det gav helt naturlig en pæn afstand mellem os. Ellers kunne man simpelthen ingenting se. Men udfordringer overvindes jo, og i et fornuftigt tempo kørte vi nedad og nød, på trods af støvet, en lækker udsigt til blomstrende træer og buske. Vi kørte forbi mange flotte haver og gennem byer, hvor der var fine detaljer. Både Møldrup og Skals har nogle flotte dekorative “kunstværker”, når vi kommer ad stien. Vi holdt pause ved Skals å udløbet, og samtidig med, at vi spejdede efter isfugle, som skulle kunne ses der, så kiggede vi på de støvgrå knallerter, der allerede nu trængte til vask. Vi kørte videre, og tog lige en lille afstikker til et af de smukkeste steder i Danmark, efter min mening, havnen ved Hjarbæk fjord. Knallerterne blev beundret og fotograferet, og folk kom forbi, og skulle lige kommentere, at de havde også sådan en, da de var unge. Det er nu så hyggeligt. Videre mod Viborg, nu efterhånden i bebygget område og forbi industri. Vi endte inde på banegården, hvor stien sluttede. Der var stadig dejligt vejr og godt humør, alle knallerter opførte sig pænt inklusiv min bette Puch. Nu var vi blevet slunkne i vores bette mavser, så næste stop var Borgvold i Viborg, som er et dejligt åndehul inde i byen. Der er park, udsigt til søen, masser af flotte Rhododendron i blomst (tror nu ikke vi så efter blomsterne, for der var duft af pølser og vafler, så vi smed knallerterne og drønede ind til kiosken, hvor der var kø ved begge luger.) Folk fik bestilt, og satte sig ind under halvtaget, og begyndte at køre mad ind. Jeg fik også bestilt, og måtte i første omgang nøjes med et nummer på en seddel. Hvor så de andres mad fantastisk ud. Endelig blev de sidste affodret, og efter at de nødvendige toilet besøg var overstået, sprang vi på knallerterne igen, og kørte mod Rødding. Nu kørte vi på cykelsti, og på de mindre veje, og det gik fint. Dejligt at slippe for støvet på Himmerlandsstien. Os, der havde spist grillmad på Borgvold, havde jo også fablet om is, så da vi kom til Bjerregrav holdt Henrik ind ved købmanden, så vi kunne få vores is. Jubiiiiii. Is er altid godt. Videre mod Aalestrup, som vi nåede ved 16 tiden. En dejlig tur på omkring 75-80 km var slut, uden uheld og ingen usamarbejdsvillige knallerter. Jeg havde liiige lidt problemer op af en stejl bakke, men det er simpelthen fordi jeg er blevet for feee (en lille opfordring til slankekur). Heldigvis fik jeg en hånd på skulderen af formanden (tak for det).
Tak for en dejlig tur, der på trods af støv, blev en rigtig fin tur med de sædvanlige drillerier og sjove snakke.
Tak til en flok herlige knægte og tak til Henrik for en spontan tur. Da jeg kom hjem, blev der vasket knallert.
Bodil Jensen