2019-08-14 – Køretur fra Redsø
Tina og Jørgen havde inviteret til køretur fra Rostrupvej i Redsø ved Hobro. Her har Tina og Jørgen et lækkert landsted, hvor Jørgen rigtig kan brede sig med Morrisen og Fiaten, samt en hel række af sjældne og gamle knallerter. Luis fra Hobro bakkede Jeepen ind i Jørgens garage, så var han og konen jo også fri for at “sløre” Jeepen J. Turen startede kl. 18:30, hvor de fremmødte 10 køretøjer var klar. Kort efter start drejede vi fra efter Stubberup, og kørte gennem et meget kuperet skovområde til Stubberup Mølle. Herfra kørte vi efter Oue, videre mod Hobro og dejede så ned til Stinesminde. Her holdt vi en pause i det hyggelige fiskerleje, hvor vi havde udsigt direkte til Mariager. Efter pausen kørte vi efter Houtved, forbi gården Karlseje, og videre ad Karls Møllevej mod Valsgaard. Lige før Valsgaard drejede vi til venstre ned til Bramslev Bakker, hvor vi holdt turens anden pause. Jørgen havde fyldt bagagerummet i Morrisen med drikkevarer og snolder. Jeg tror, der blev spist op! Vi var udsat for en regnbyge, og der var optræk til flere, så vi forbarmede os over 8 årige Sebastian, der kørte med sin far i en åben MG, og tilbød at han kunne køre med os i lastbilen. Det var han med på, og vi fik en ordentlig snak. Hefter kørte vi til Valsgaard, og drejede til venstre efter Hobro, derefter til højre til Valsgaard Hallen, og igen til højre til Rostrup. Til sidst efter Ø. Doense og ad Trekløvervej, for at ende hvor vi startede. Hjemme hos Tina var der dækket et fristende kaffebord. Der var tændt for kaloriferen, men det blev hurtigt for varmt, så den blev slukket igen.
Vi siger alle tak for en skøn aften, det var godt I trådte til, og redede vores augusttur.
Grethe og Ove Haubro