2018-05-09 – Køretur til Marienlyst i Skive
Kl. 18.30 var Lone og Lasse i hver deres Vauxhall og jeg mødt op på tanken i Sundstrup. Der skulle være afgang kl. 18.45. Der mødte kun 4 biler op, den ene var endda fra krumtapperne! Det er meget lidt, da der er trods alt er lagt et stykke arbejde i forarbejdet. Nå, det var så det sure opstød. Solen stod trods alt højt på himlen, og os der var mødt op, havde et godt humør. Turen gik ad små veje ind til Skive, hvor der blev valgt små villaveje, og til slut endte vi på Lasses arbejdsplads: Produktionsskolen Marienlyst. Lasse viste rundt og fortalte om alle de forskellige ting eleverne var involveret i: Der var havearbejde, grøntsagsdyrkning, økologisk landbrug, tømmerværksted og meget mere. Det store projekt var dog bygningen af en krydstoldjagt (16,5 m lang og 4,9 m bred). Et enormt stort skib. Foruden den, havde de lavet en del små sjægter, som normalt ligger i Skive jollehavn, hvor de også har bygget flere fiskerhuse. Da havnen desværre er under reparation kunne vi ikke komme derned og se det, og derfor lå bådene stadig på land ved Marienlyst. Alt på disse sjægter er produceret på Marienlyst: Sjægten er bygget, sejlene er syet, alt tovværk er produceret fra bunden af, af Marienlysteleverne. Lasse fortalte en masse, og der var god spørgelyst. Efter endt rundtur endte vi i kantinen til kaffe og kage, og hvor spørgelysten og det gode humør igen var i højsæde. Tak for en dejlig og interresant aften til Lone og Lasse.
Dorthe Sørensen