2014-05-30 – Open by Night i Aars
Fredag den 30. maj arrangerede Aars handelstands forening og foreningen Carpe Diem open by night i Aars. Carpe Diem er en lokal forening, der støtter kræftramte og socialt udsatte børn og deres familier. I den forbindelse udstillede vi veteranbiler, og det var muligt for publikum at købe en køretur i en af bilerne.
Himmerlandsgade var spærret af, så vi kunne parkere vores biler direkte på hovedgaden, så publikum rigtig kunne se dem. Der var godt gang i kørselen hele aftenen, og vi fik samlet omkring 1600 kroner ind, som gik ubeskåret til foreningen Carpe Diem. Som tak for vores indsats fik vi en spisebillet og en øl/vand billet, som vi kunne bytte til et måltid mad på torvet. Alt i alt en hyggelig aften med godt vejr og mange mennesker på gaden i Aars.
Redaktøren