2008-06-09 – Norge – Mandag den 9. Juni
Vi startede dagen med en morgensamling foran hotellet, hvor vi fik aftalt, hvad vi skulle i dag. Da vores eneste mål i dag var at nå Kristiansand i god tid inden færgen, var alle frit stillet for, hvad de ville lave på vej ned af.
Efter den hårde etape i går, var flere af bilerne lettere ”kvæstet”. Bl.a. havde to af MGCérne gearkasseproblemer, så de foretrak at køre i forvejen sammen med nogle andre, hvor de kunne holde et højre tempo. Andre ville gerne se noget på vejen ned, så de kørte også selv. Vi var så en 6-7 køretøjer tilbage, der fulgtes stille og rolig ned mod færgen. Det var dejligt med nogle forholdsvis små bakker, og et rolig tempo efter dagen i går.
Lige nord for Evje fik vi dog problemer. Jens i den gamle Ford fra 1930 mistede koblingen, så der måtte skrues lidt på en rasteplads. Det hjalp desværre ikke, men Jens er en erfaren mand, så Forden klarede alligevel turen til Kristiansand ved egen hjælp. Lauritz i Mercedesen og os i Fiaten var kommet noget efter de andre, men vi kørte forholdsvis stærkt, så vi kunne snart indhente de andre mente vi.
Både før og under turen, havde Laurits formanet os alle om, at det var vigtig at tanke, når der var mulighed for det, så det gjorde vi selvfølgelig.
Eller rettere sagt, VI andre gjorde det, men Lauritz glemte det vist selv, for pludselig lige midt på en ret stejl bakke, og i et sving selvfølgelig, stoppede den elegante Mercedes – den var løbet tør!
Jeg rykkede Fiaten ind på en sidevej, og gik tilbage for at advare de andre trafikanter mens Lauritz fik fundet reservedunken.
Jeg behøver vel ikke at nævne, at der var stor morskab, da vi endelig nåede til færgen som de sidste. Vores Rolls-Royce pilot Gert, var endda så flink at forære Lauritz en lille lommelampe, så han kunne se, om der var benzin i tanken. Det er god værkstedshumor, og netop de små venskabelige drillerier var kendetegnende for hele turen.
Da vi ventede på havnen, var Lauritz og jeg ved at kigge lidt på vores økonomi, og kunne se at vi havde penge tilbage endnu. Vi havde handlet noget med færgen på Lysefjorden om prisen, og havde fået en klækkelig rabat, og maden på Grand Hotel i Flekkefjord, var heller ikke så dyr, som vi havde regnet med, så vi var faktisk i stand til at bestille borde til os alle i restauranten. Det var rigtig lækkert, og vi skulle have vores livret: ”Buffet”. Dertil var der vores foretrukne vand, øl og vinmærke: ”Ad libitum”, så bedre kunne det ikke blive. Vi fik dermed en rigtig god og hyggelig afslutning på turen, hvor vi var samlet. og ikke spredt rundt om på skibet.
Der har været en utrolig god stemning på hele turen. og det er også meget flot. at vi har været i stand til at kombinere små hurtige engelske sportsvogne. med knap så hurtige biler fra 1930érne. Vi har fået så mange oplevelser, at de første ved bunker-museet, og fyrtårnet den første dag, føltes til at være uger siden. Vi har været heldige med vejret, og turen har været ubeskrivelig flot og godt planlagt. Nordmændene gav os et par gode dage i Stavanger, og vi havde ikke nogle alvorlige problemer med bilerne, så bedre kan det vist ikke blive.
Alle deltagerne har givet udtryk for, at det har været en fantastisk oplevelse, så vi kan kun anbefale andre at tage samme tur. Når vi kan gøre det i biler, der er fra 1930 og frem til 1974, så kan alle da vist gøre det, ikke?
Vi håber, at vi igen om nogle år, laver sådan en tur igen, men i mellemtiden håber vi, at vi får besøg af vores Norske venner, så de kan se, hvad vi har at byde på, her i området.